Biodiversitet, grøn udvikling og borgerne ud i naturen

Mere vild natur
Den mangfoldige natur i Odder Kommune er helt unik. Her er virkelig natur for enhver smag og gode muligheder for at komme ud at opleve den.

Vi er meget optaget af, at adgangen til naturen skal blive endnu bedre. Det skal ske i et godt samarbejde med lokale lodsejere. Det er vores ambition, at der i løbet af den kommende kommunalrådsperiode for alvor bliver taget hul på at få etableret dele af stien mod Norsminde Fjord, ligesom vi fortsat ønsker at prioritere vandreruten omkring Horsens Fjord i et godt samarbejde med Hedensted og Horsens kommuner.

Samarbejdet med de samme kommuner om projekt Destination Kystlandet er også en stor prioritet for os. Turisme udgør et stort potentiale for detailhandelen i hele kommunen.

Uanset om vi taler om vores attraktive strande langs nogle af landets naturmæssigt bedste kyster, potentialet på Tunø eller de lokale madproducenter, er der virkelig gode muligheder for lokale oplevelser.

Vi vil arbejde med vores nye biodiversitetsplan. Vi har et fælles ansvar for vores klode. Også her prioriterer vi inddragelse og gerne flere bidrag fra borgerne og virksomhederne.

Intelligent, grøn og bæredygtig udviklling
Vi er optaget af alt inden for den intelligente, grønne og bæredygtige udvikling. Det spænder fra bedre forhold for bierne til partnerskabsaftaler med landbruget om mere righoldig natur og mindre kvælstofudledning. Dansk fødevareproduktion står i de kommende år overfor en ambitiøs grøn omstilling. Det er dog helt centralt, at vi udvikler og ikke afvikler landbruget som erhverv. Dels bidrager landbruget med arbejdspladser og eksport, og dels producerer vi i Danmark nogle af verdens mest klimavenlige fødevarer.

Bæredygtighed gælder også kommunens indkøbspolitik, hvor der skal stilles producentansvar, der sikrer lokale, grønne og bæredygtige indkøb.

Der skal arbejdes mere målrettet med FN’s verdensmål. Vores ambition er, at FN’s verdensmål skal blive til vores hverdagsmål. Alle bidrag tæller og betyder noget i det samlede billede. Og det hele starter med dig selv!

Fokuspunkter

  • Skabe mere natur, og vi ønsker at binde de enkelte områder i kommunen bedre sammen til gavn for borgerne. Vi skal have flere vandrestier, så naturen bliver mere nær.
     
  • Det gælder også byerne. Det kan f.eks. ske ved, at nogle af de kommunalt ejede arealer inddrages eksempelvis til skovrejsning. Biodiversitetsplanen skal give borgerne en mere sammenhængende naturkommune.
     
  • Inddrage borgere og virksomheder i arbejdet med vores biodiversitetsplan i højere grad, end tilfældet er i dag. Mere vild natur. Det flugter fint med, at Odder Kommune er med i den nationale konkurrence om Vild Kommune.
     
  • Borgere, virksomheder, foreninger og lokal­råd skal motiveres til at være med i den grønne omstilling.
     
  • Odder Kommune skal være blandt de 20 bedste i Danmark, når det gælder målinger indenfor biodiversitet, grøn omstilling og reduktion af CO2 udledning.
     
  • FN’s verdensmål bliver dit og mit hverdagsmål. På den måde er vi alle med til at gøre en forskel til det bedre.
     
  • Der skal laves flere partnerskabsaftaler. Sådan når vi sammen bedst flere af klimamålene frem mod 2030.
     
  • Understøtte, at vi gennem hele livet kan få et mere aktivt og sundt liv – eksempelvis ved at etablere flere naturstier eller øge tilgængeligheden til naturen.
     
  • Flere penge til etablering af nye cykelstier. Men først skal vores nuværende cykelstier opgraderes. Det skal være trygt og en god oplevelse at gå eller cykle rundt i Odder Kommune.
     
  • Fortsat sikre det rene grundvand i Odder Kommune. Der skal arbejdes målrettet med at få gennemført beskyttelse af de boringsnære områder ved vores vandboringer.
     
  • Udbygge kendskabet til Økologiens have, hvor der – eksempelvis – kunne laves landets største sommerfuglepark og/eller undervises i mere biodiversitet og grøn omstilling. Borgerne skal inspireres og motiveres i højere grad, end tilfældet er i dag.