Flere og bedre muligheder for fællesskaber
Vi har i Odder Kommune cirka 7.100 borgere over 60 år. Vi er således begunstiget af rigtig mange ressourcestærke og aktive medborgere.
Vi skal derfor sørge for at skabe flere og bedre muligheder for at mødes i fællesskaber. Vi har rigtig mange aktive frivillige. Det skal vi bakke op om. Når det nye Sundhedshus står færdigt, får vi ledige kvadratmeter i Ålykkecentret. De skal udnyttes, så vi får endnu flere med i fællesskabet.
Forenings- og frivilligt arbejde i øvrigt er med til at kitte vores samfund og kommune sammen. Det giver livsglæde for de borgere, som udfører det frivillige arbejde. Og det giver livsglæde og indhold for de borgere, som er modtagere af det frivillige arbejde / tilbud.
Vi skal til stadighed have tilstrækkelig kapacitet af plejehjemspladser til vores ældre medborgere. Og naturligvis i en lækker og tidssvarende kvalitet – og gerne hvor generationerne mødes og i den grad kan få glæde og gavn af hinanden.
Generationernes hus – med vuggestue, børnehave og plejehjem
Vi ser derfor også gerne, at der i Odder Vestby arbejdes konkret med henblik på etableringen af Generationernes hus – altså et (stort) hus, hvor vuggestue, børnehave og plejehjem tænkes ind under samme tag. Det vil i høj grad skabe liv og glæde på tværs af generationer.
Et sådan Generationernes hus vil sikre, at Odder kommune kan dække et stigende behov for flere pladser til såvel børn som ældre.
Længst muligt i eget hjem. Det ønsker de fleste. Borgere, der har hjælp behov, skal naturligvis have god og kompetent hjemmepleje. Vi støtter de intelligente og digitale løsninger i den forbindelse – naturligvis i et godt og forstående samarbejde med medarbejderne og borgerne.
Desværre oplever mange ældre også ensomheden. Bofællesskaber – eller ’Oldekoller’ – er god medicin mod ensomheden, og det ser vi gerne etableret bredt i kommunen. Vi ser også gerne et samarbejde med almennytte boligforeninger.
Fokuspunkter
- Samarbejdet mellem Seniorråd og Ældresagen styrkes yderligere. Også her kan der udbygges og laves partnerskabsaftaler eksempelvis om sundhed og bevægelse.
- Etablering af Generationernes hus.
- Understøtte etablering af flere seniorbofællesskaber eller ’Oldekoller’, at de ældre tilbydes rengøring på et højere niveau end tilfældet er i dag, så de oplever en mere værdig alderdom.